Pressemeddelelse: Salling Fondene og Aarhus Kommune bevilger yderligere 5 og 12 mio. kr. - Stavtrup Kultur- og Idrætscenter tæt på realisering
- Per Bo Andersen, Søren Kristiansen og Mikkel Dickenson
- for 18 timer siden
- 4 min læsning
Salling Fondene og Aarhus Kommune bevilger yderligere 5 og 12 mio. kr. - Stavtrup Kultur- og Idrætscenter tæt på realisering
Aarhus Byråd har endeligt godkendt en tillægsbevilling på 12 mio. kr. til Stavtrup Kultur- og Idrætscenter. Og kort forinden valgte Salling Fondene under forudsætning af, at den endelige finansiering falder på plads at donere yderligere 5 mio. kr. foruden de 5 mio. kr., som fonden tidligere har doneret til projektet. Begge bevillinger markerer et afgørende skridt mod realiseringen af projektet, som gennem flere år har været drevet frem af et stærkt lokalt engagement og mange frivillige kræfter.

Illustration: SLETH
Tillægsbevillingerne betyder, at den finansieringsplan, som blev lagt i foråret, nu er meget tæt på at være fuldt realiseret. Dermed bevæger projektet sig ind i en ny og mere konkret fase.
“Efter mange års indsats fra frivillige og samarbejdspartnere er det næsten surrealistisk at stå så tæt på målet. Samtidig arbejder vi ud fra en plan, som der er stor tillid til,” siger Søren Kristiansen, formand for Fonden Stavtrup Kultur- og Idrætscenter.
Frivillighed i fokus
Projektets donorer lægger alle stor vægt på, at projektet i høj grad bygger på frivillighed.
”I Salling Fondene er vi glade for endnu en gang at kunne støtte Stavtrup Kultur- og Idrætscenter, som gennem årene har været drevet af et stærkt lokalt engagement og mange frivillige kræfter. Med støtten håber vi, at endnu flere får glæde af de fællesskaber, aktiviteter og oplevelser, som centret vil skabe for både børn, unge og voksne i Stavtrup. Vi ser frem til at følge projektet og glæder os til, at de nye rammer kan styrke sammenholdet i lokalområdet i mange år fremover,” siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.
Også rådmand for Kultur og Borgerservice, Jesper Kjeldsen, retter en særlig tak til de lokale frivillige.
“Jeg er rigtig glad for, at vi kan støtte dette vigtige projekt og hjælpe det tættere på mål. Det er ingen hemmelighed, at Stavtrup mangler halkapacitet, og derfor er jeg også sikker på, at det nye idrætscenter kommer til at løfte området og gøre en kæmpe forskel for borgerne. Jeg vil gerne takke alle involverede og særligt de mange lokale frivillige ildsjæle, som virkelig har lagt mange timer i projektet. Deres indsats har været uvurderlig,” siger Jesper Kjeldsen.
AAA United[1] som spiller en afgørende rolle i realiseringen af projektet, glæder sig til at få kørt projektet i mål:
”Vi har stor respekt for de mange frivillige kræfter i Stavtrup, der har arbejdet hårdt på at få skabt et samlingssted for Stavtrup by, hvor der bliver plads til både kultur og idræt i mange forskellige former. Der ligger nu et stort stykke arbejde forude med selve byggeprojektet, som kræver en stor indsats. Men vi er overbeviste om, at de lokale kræfter kan bringe det godt i mål, og vi håber, at vi med fælles indsats kan være med til at skabe et kultur- og Idrætscenter med høje arkitektoniske ambitioner” udtaler Anders Krogh Vogdrup fra AAA United.

Illustration: SLETH
Et færdigt byggeri i horisonten
“I arbejdet med Stavtrup Kultur- og Idrætscenter har vi oplevet et fremragende eksempel på, hvordan stærkt lokalt engagement og frivillighed kan danne grundlag for arkitektur med både social og rumlig kvalitet. Med fondsmidlerne på plads står projektet nu ved et afgørende vendepunkt, hvor visionerne kan omsættes til byggeri. Det er ikke bare en hal, men et fælles samlingspunkt for kultur og bevægelse i Stavtrup, og vi er stolte af at være med til at realisere fondens høje arkitektoniske ambitioner”, siger Rasmus Therkildsen, arkitekt og partner i SLETH.
Processen frem mod et færdigt kultur- og idrætscenter er planlagt i tre overordnede faser:
August 2025 – 1. kvartal 2026: Udvikling af udbudsmateriale
1. kvartal 2026 – december 2026: Udvælgelse af totalentreprenør, byggemodning af projektet samt ansøgning om endelig byggetilladelse
1. Kvartal 2027 – 1. Kvartal 2029: Realisering af projektet
Tak til donorer og samarbejdspartnere
Stavtrup Kultur- og Idrætscenter retter en stor tak til projektets donorer – AAA United[1], Salling Fondene og Aarhus Kommune – som alle har spillet en afgørende rolle i at bringe projektet så langt.
Derudover lyder der en særlig tak til arkitektfirmaet Sleth, rådgivningsvirksomheden Rambøll og Sport & Fritid, Aarhus Kommune for deres tålmodighed samt kompetente og konstruktive sparring gennem processen.
Klar rolle som bygherre
Det fortsatte arbejde forankres i Fonden Stavtrup Kultur- og Idrætscenter, som vil agere bygherre. Fonden støttes af erfarne og kompetente rådgivere, hvilket giver et solidt grundlag for den kommende realiseringsfase.
“Der er stort momentum i projektet. Samtidig følger der et betydeligt ansvar med at stå i spidsen for et byggeri af denne størrelse – det tager vi meget alvorligt,” siger Søren Kristiansen.
Invitation til dialog
Stavtrup Kultur- og Idrætscenter vil løbende holde offentligheden orienteret om udviklingen. Når udbudsmaterialet er færdiggjort, planlægges der et fyraftensmøde i hallen, hvor interesserede kan få indblik i projektets næste skridt.
Kontakt:
Fonden Stavtrup Kultur- og Idrætscenter
Formand Søren Kristiansen
50965214
[1] AAA UNITED A/S er et dansk investeringsselskab fra Aarhus, ejet af Anders Holch Poulsens koncern HEARTLAND A/S.

Illustration: SLETH



Kommentarer