Brugerindvolvering og yderligere 5 millioner DKK fra Salling Fonden
- Per Bo Andersen, Søren Kristiansen og Mikkel Dickenson
- for 3 dage siden
- 3 min læsning
I november meldte Salling Fonden tilbage til hal-projektet at de øger deres støtte til Stavtrup Kultur- og Idrætscenter med 5 mDKK, så de i alt støtter med 10 mDKK! Fantastisk nyhed, kæmpe tak til Salling Fonden og til de frivillige der har haft dialogen. Bevillingen er betinget af at projektet opnår den planlagte, tilbageværende finansiering fra AAA United og Aarhus Kommune. Et stort og vigtigt skridt!
Torsdag d. 13/11 samlede vi ca. 40 gode personer til en gennemgang af dispositionsoplægget for hallen. SLETH arkitekterne præsenterede projektet og opdelt i brugergrupper gennemgik vi muligheder og begrænsninger, og de mange gode og relevante ønsker til fremtidig brug.
Det var tydeligt at visionen som blev født på borgermødet i 2019 om at hallen både skal være en kultur og idrætsfacilitet stadig lever i bedste velgående. Der var gode ideer til hvordan vi sikrer at der kan blive plads til foreninger og initiativer som skaber fællesskab og at vi i Stavtrup kommer til at mødes på tværs af aktiviteter. Både Friskolen og Højvangskolen ser frem til at kunne sende specielt større elever afsted til hallen i skoletiden, der blev brugt tid på at diskutere vigtigheden af at sikre en god akustik så det bliver et behageligt sted at være, også når der er fuld tryk på aktiviteterne på banerne.
Opmærksomhedspunkt - Hallen kan og skal ikke afløse alle nuværende behov
Flere deltagere understregede at det naturligvis ikke bliver alle aktiviteter i Stavtrup der vil blive samlet i hallen. Stavtrup kommer stadig til at have en stor og en lille hal på Højvangskolen, Sognegården, Søholm, Stavtrup scenen og fodboldklubhuset og andre gode faciliteter. Med de mange gode ideer der blev bragt til bordet, er det tydeligt at Stavtrup virkelig har brug for mere kapacitet.
Fleksibilitet stadig vigtig
Der blev bragt gode ideer til torvs ift hvordan vi kan sikre fleksible rammer. F.eks. at den kommende café kan bruges sammen med hallen, f.eks. til små koncerter eller kulturelle begivenheder der kræver ekstra plads. Der blev delt erfaringer med at have flytbare
gardiner som både visuelt og lydmæssigt kan opdele de store haller. Deltagere fra alle sportsgrene var enige om at opdeling mellem de to haller er vigtig af hensyn til lys og lyd, og der vil blive kigget yderligere ind i hvordan vi kan lave en fleksibel opdeling, f.eks. med branddøre.
Fremdrift
Den resterende tid indtil projektet står færdigt kan inddeles i følgende faser:
Fase 1 Etablering af byggeprogram (Udvidet dispositionsforslag)
Fase 2 udvælgelse af totalentreprenør (Udbud, tilbud og kontrahering)
Fase 3 Udførsel
Mødet d. 13/11 omhandlede brugerinvolvering og skal sikre at arkitekterne har hørt alle kommentarer, bekymringer og ønsker til den kommende facilitet. Så er det deres opgave at lave de ændringer der er mulige i projektet.
Vi forventer at fase 1 er gennemført i starten af det nye år og hvis økonomien (som forventet) kommer på plads, vil vi efterfølgende opstarte fase 2.
Fondens projektleder
Stavtrup Kultur- og Idrætscenter skal drives af en selvejende erhvervsdrivende fond. Det er fonden der officielt er bygherre og dermed skal indgå aftale med totalentreprenør og i sidste ende være ansvarlig for byggeriet.
Til at bistå os med denne store opgave, har vi lavet en aftale med et firma der hedder Kompasgruppen og har tilknyttet en projektleder der hedder Uffe og vi har store forventninger til at han kan sikre den rette fremdrift.
I koordinationsgruppen er vi virkeligt glade for den energi og entusiasme vi oplever og vi glæder os til at holde jer opdateret i den kommende periode, hvor vi kommer endeligt i mål med økonomien og kan komme videre til fase 2.
Mange hilsner
Per Bo, Søren og Mikkel








Kommentarer