
Byskitse for Stavtrup
Aarhus Kommune er i gang med at udarbejde en byskitse for Stavtrup – en strategisk plan, der skal sætte retning for den langsigtede udvikling af vores lokalområde med afsæt i Stavtrups egne kvaliteter, behov og muligheder.
Arbejdet begyndte i 2025, og vi er nu nået til fase 2, hvor borgerne igen inviteres til at deltage.
Deltag i fase 2 via dette link:
Borgere/private: https://bit.ly/BORGERE-prioriter-temaer-Stavrup
Erhverv: https://bit.ly/ERHVERV-prioriter-temaer-Stavtrup
Alle kan deltage – også selv om du ikke deltog i fase 1.
Fase 2 er åben fra d. 11. September frem til søndag den 4. oktober 2026.
Hvad er en byskitse?
En byskitse er en strategisk, langsigtet plan, der peger mange år frem og beskriver, hvordan bymidten og nærområderne i en oplandsby kan udvikles. Det handler ikke nødvendigvis om vækst i udvidet form, men om byforbedring, omdannelse, bevaring af værdifulde træk og løft af bykvalitet.
Et godt hverdagsliv
Lokalområdet danner rammen om hverdagen og fællesskabet – hvor vi handler, dyrker idræt, mødes uformelt og lever livet tæt på hinanden. Med 15-minutters byen som princip arbejder Aarhus Kommune for, at hverdagen skal kunne leves lokalt. Byskitsen skal derfor ikke kun sætte retning for nyt, men også styrke det, der allerede binder os sammen.
En vision for udvikling af Stavtrup
Det er vigtigt, at Stavtrup udvikler sig i en sammenhængende og gennemtænkt retning, der tager afsæt i borgernes ønsker og styrker lokalsamfundets rammer og livskvalitet. Fællesrådet er derfor glade for, at Stavtrup er blandt de første bydele i Aarhus Kommune, hvor der skal udarbejdes en byskitse i forbindelse med den kommende kommuneplan. Siden 2022 har Fællesrådet faciliteret en proces med drøftelser under Stavtrup Mødes aftner, hvor centrale temaer som byudvikling, foreningsliv, trafik og støj, natur og bæredygtighed samt frivillighed og civilsamfundet er blevet drøftet. Dette arbejde danner nu et vigtigt afsæt for Fællesrådets input til byskitsen.
Fra idéer til prioriteringer
Fase 1 blev gennemført i 2025, hvor Aarhus Kommune via e-Boks inviterede husstande og lokale virksomheder i Stavtrup til at bidrage med erfaringer, problemer, ønsker og idéer til områdets udvikling.
Siden er de mange input blevet bearbejdet. I arbejdet indgår også perspektiver og emner fra Fællesrådets tidligere arbejde med Vision for Stavtrup, hvor borgere gennem en række Stavtrup Mødes-arrangementer har drøftet blandt andet byudvikling, trafik og støj, natur og bæredygtighed, foreningsliv, frivillighed og civilsamfund.
Fase 2 – hvad er vigtigst for Stavtrup?
I fase 2 går processen fra at indsamle idéer til at undersøge, hvordan forskellige udsagn og problemstillinger prioriteres af borgerne.
Når du deltager, bliver du bedt om at forholde dig til og prioritere udsagn, som bygger på input fra den første undersøgelse og det øvrige lokale materiale.
Formålet er ikke alene at finde de udsagn, der får størst opbakning. Besvarelserne skal også være med til at afdække, hvilke prioriteringer og synspunkter der går igen blandt borgerne, og hvor der findes forskellige perspektiver på Stavtrups fremtidige udvikling.
Hvad sker der herefter?
Når fase 2 er afsluttet, bliver besvarelserne analyseret og sammenholdt med materialet fra den første fase. Det skal bidrage til at identificere centrale temaer, prioriteringer og forskellige perspektiver, som kan indgå i Aarhus Kommunes videre arbejde med selve byskitsen.









