
Støjvold i Stavtrup
Marselistunnelens byggeri genererer 585.000 m³ jord, hvoraf ca. 350.000 m³ bruges til at opføre en støjvold langs Aarhus Syd Motorvejen ved Stavtrup for at reducere støjbelastningen fra motorvejen. Da projektet forventes at strække sig over flere år vil denne side blive løbende opdateret med de nyeste fakta.
Etableringen af støjvolden og de tilhørende anlægsarbejder forventes at strække sig over ca. 6 år med planlagt start i 2028, i forbindelse med anlægsarbejdet på tunnelen under Marselis Boulevard.

Placering og dimensioner
En 12 meter høj støjvold etableres på den vestlige del af strækningen, mens en 8 meter høj støjskærm placeres på den østlige del.
-
Støjvolden, med en højde på 12 meter og en længde på 1.500 meter, anlægges langs Aarhus Syd Motorvejen i forlængelse af den eksisterende skrænt og op mod det grønne areal syd for Stavtrup, fra Nordskovvej og mod øst.
-
Støjskærmen etableres fra Ormslevvej og mod vest med en samlet længde på ca. 905 meter og en højde på 8 meter.
-
Der vil på en del af strækningen være overlap mellem støjvolden og støjskærmen.

Foreløbige tidsplan
De første forberedelser begynder før selve anlægsarbejdet:
-
Efteråret 2026: Projektet forventes fremlagt ved en besigtigelsesforretning for Ekspropriationskommissionen og de berørte naboer.
-
2027-2028: Arkæologiske, geotekniske og miljømæssige undersøgelser samt ledningsarbejder, oprensning af bassiner og etablering af adgang fra motorvejen.
-
Januar 2028: Der planlægges en ekspropriationsforretning for de berørte arealer.
-
2029: Arbejdet med støjvolden forventes påbegyndt.
-
2033: Arbejdet med støjskærmen forventes påbegyndt.
Tilkørsel af jord
En af de væsentligste nye oplysninger pr. juni 2026 er, at den omfattende jordtransport skal ske fra motorvejen. Jorden skal dermed ikke køres via Ravnsbjergvej og Ormslevvej som angivet i miljøkonsekvensvurderingen.
Stavtrup bliver dog ikke helt fri for anlægstrafik. Der forventes begrænset arbejdskørsel via Nordskovvej, Stavtrupvej og Ormslevvej, fordi der etableres adgang til arbejdsområdet flere steder.
Der kan desuden blive lagt jord i depot på landbrugsarealerne bag støjvolden. Denne jord skal senere anvendes igen ved Marselis Boulevard.
Tilkørsel af jord vil være begrænset til tidsrummet kl. 7-18 på hverdage. I dette tidsrum vil der forekomme periodevise forstyrrelser i form af støv og støj fra trafik, maskiner og generelt anlægsarbejde, der kan virke generende. Støjen vil være mest markant inden for 30 meter af anlægsarbejdet, hvor niveauet kan overstige 70 dB. De nærmeste boliger ligger over 100 meter fra motorvejen, hvor støjniveauet forventes at være under 60 dB – lavere end den nuværende motorvejsstøj, der allerede overstiger 60 dB ved de nærmeste boliger.
Den ekstra trafik under anlægsperioden forventes kun at øge hverdagsdøgntrafikken på Ormslevvej med under 1% og lastbiltrafikken med ca. 10%, hvilket vurderes at have minimal effekt på fremkommeligheden.
Støjvolden opbygges af ren jord, og der vil ikke ske nogen udvaskning af forureningskomponenter, da jorden som udgangspunkt overholder Miljøstyrelsens jordkvalitetskriterie.


Nødsporsafspærring og hastighedsreduktion på motorvejen under anlægsperioden
Når støjskærmen etableres, er det nødvendigt at afspærre nødsporet i vestgående retning på Aarhus Syd Motorvejen for at sikre tilstrækkeligt areal til, at støjskærmens elementer kan etableres på en hensigtsmæssig og sikker måde. Dette vil også medføre, at hastighedsbegrænsningen på motorvejen må reduceres fra de gældende 110/120 km/t til 80 km/t forbi anlægsarbejdet.
Landskab og visuelle forhold - fremtidige forhold:














