top of page

Møde med rådmand for Teknik og Miljø

Opdateret: 11. mar.

Torsdag den 11. maj blev fællesrådet besøgt af Rådmanden for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, der havde til hensigt at stifte bekendtskab med vores lokale samfund og høre om væsentlige projekter og udfordringer i området. Vi havde en konstruktiv og positiv dialog med fokus på visionært arbejde og borgerinddragelse, støjproblematikker, trafik, Stavtrup Kultur- og Idrætscenter samt den grønne korridor.


Stavtrup Vision

Rådmanden blev præsenteret for vores ambitioner og processer vedrørende udviklingen af en vision for Stavtrup samt vores ønske om en holistisk tilgang til byplanlægning, hvor lokalbefolkningens ønsker udgør udgangspunktet. Vi lægger vægt på at værne om Stavtrups ånd og karakter og fremme lokale initiativer og frivillighed. Et eksempel på dette er et ønske om at etablere en grøn korridor, der forbinder bymidten ved Rema og Højvangsskolen med det kommende Idræts- og Kulturcenter og videre til Brabrandstien.



Rådmanden udviste lydhørhed og præsenterede byrådets ambition om et styrket samarbejde med fællesrådene samt det store fokus på borgerinddragelse, byrådsmedlemmerne har. Faktum er, at visse lokalsamfund oplever en markant befolkningstilvækst, men byrådet ønsker at finde afbalancerede løsninger, der tager hensyn til og beskytter det lokale. Rådmanden gav udtryk for, at Stavtrup fællesrådets organisering og involvering i lokale aktiviteter opfylder byrådets ønsker til et fællesråd, der kan være en meningsfuld samarbejdspartner og talsmand for lokale ønsker.


Stavtrup Kultur- og Idrætscenter

Repræsentanten for haludvalget, Søren Kristiansen, redegjorde for arbejdet med det kommende kultur- og idrætscenter samt initiativerne for borgerinddragelse i processen. Rådmanden udviste stor interesse for de udfordringer, som haludvalget oplever som frivillige ildsjæle, der driver et omfattende projekt, og hvordan kommunen kan forbedre samarbejdet og yde bedre støtte til sådanne initiativer. Søren gav udtryk for, at det primært er behov for bedre vejledning og støtte i konkrete tekniske sager samt muligvis en "facilitator", der kan hjælpe med at navigere i processerne.


RoiStavtrup

Trafikstøj fra Motorvej Syd udgør en betydelig og voksende udfordring i Stavtrup, og det volder stor bekymring, at trafikmængden forventes at mere end fordoble sig på strækningen ifølge kommunens plan "Mobilitet frem mod 2050".

Det er uklart, hvorvidt tallene i kommunens plan for mobilitet mod 2050 kun er baseret på almindelige trafikprognoser og estimater for trafikstigning på grund af opførelsen af tilkørselsramperne. Fællesrådet og RoiStavtrup har gjort rådmanden opmærksom på, at kommunen bør sikre sig, at tallene også afspejler en realistisk forventning til trafikstigning som følge af Marselistunnelen, de planlagte ændringer omkring Viby Torv samt de store byggeprojekter på Grøndalsvej og Arlas grund (Skanderborgvej/Ringvej syd).


Desuden er rådmanden blevet gjort opmærksom på den store forskel mellem Vejdirektoratets gamle støjkort fra 2017 og SWECO's beregninger for RoiStavtrup. Her har vi påpeget, at SWECO's opdaterede støjkort kun er baseret på normale trafikprognoser og dermed ikke repræsenterer den reelle støjbelastning, der kan forventes efter opførelsen af ramperne samt de tidligere nævnte projekter. Vejdirektoratet er i gang med at beregne nye støjkort, så det er afgørende, at kommunen sikrer, at de data, beregningerne baseres på, er korrekte og tager højde for den store trafikstigning, som kommunen forventer på strækningen.


Fællesrådet og RoiStavtrup har haft mange møder med politikere i de seneste par år i forsøget på at finde en løsning på Stavtrups støjproblem, men desværre er det ikke lykkedes at få løst problemet.



Desværre går det den forkerte vej i Aarhus. Mens staten reducerer hastigheden på motorvejene omkring København til 80 km/t for at mindske støjbelastningen på de omkringliggende huse, har staten valgt at hæve hastigheden på strækningen omkring Stavtrup til 120 km/t, på trods af vores protester.


Det er tankevækkende, at man kan læse om millioner, der bliver tildelt fra statens støjpulje til støjskærme i Gentofte, Randers og Kolding, mens Aarhus Kommune igen ikke har fået en eneste krone. Dette er til trods for, at flere byrådspolitikere har givet udtryk for ønsket om at få del i puljen til gavn for Stavtrup.


Rådmanden fortalte, at ingen i byrådet er uenige i, at der skal gøres noget, men desværre er vejen til at få midler til støjvold lang, da støjen stammer fra statens vej. Derfor er det mest realistiske at arbejde på at sænke hastigheden og forsøge at ansøge om midler fra statens støjpulje, hvilket han gerne støtter.


Det er tydeligt, at situationen er uholdbar, derfor vil RoiStavtrup i løbet af de næste par måneder arbejde på planlægning og mobilisering til protest.



Trafik

Forbedring af trafiksikkerheden på Ormslevvej har været et fokuspunkt i samarbejdet mellem Trafikgruppen og kommunen, med særlig opmærksomhed rettet mod at etablere en sikrere skolevej for børnene. I erkendelse af dette har kommunen forpligtet sig til at implementere et nyt helleanlæg ved Vestergaardsmarken. Denne strategisk placerede overgang vil facilitere en sikrere passage for fodgængere. Forventningen er, at den nye overgang bliver etableret i løbet af foråret 2024.





Fællesrådet gjorde desuden opmærksom på, at der mangler en løsning, der vil muliggøre en sikker passage for bløde trafikanter og cyklister fra Klokkeskovvej til Stavtrup Kultur- og idrætscenter, når dette er blevet etableret. En mulig løsning kunne være at kombinere dette med en hastighedsnedsættelse i krydset til 30 km/t. Derudover fortalte fællesrådet, at borgerne på Mondrupsvej er bekymrede over igennemkørende trafik på deres smalle vej, når centeret er blevet opført. Derfor er der ønske om at lukke vejen ved krydset Mondrupsvej/Bispevej.





Fællesrådets PowerPoint præsentation fra dagen:

Inspirationsmøde 11-05-2023
.pdf
Download PDF • 16.91MB






158 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page