top of page

Planen for at kunne gå i udbud er klar!

Der er stadig en del der skal falde i hak, men nu opstartes arbejdet med udbudsmateriale.


Mandag d. 23/6 mødtes frivillige fra Stavtrup (repræsentanter fra Byggeudvalget hhv. Fonden) med SLETH arkitekter og Rambøll (bygherrerådgiver). Som håbet og ventet, nåede vi frem til en plan for at kunne gå i udbud omkring nytår. Foran os (og ikke mindst Rambøll og SLETH) venter et arbejde med at skabe et mere detaljeret byggeprogram, så de totalentreprenører der indbydes, kan komme med en præcis, skarp og bindende pris på det færdige projekt.


23/6 møde ang. plan for udbudsprocess.
23/6 møde ang. plan for udbudsprocess.

Finansieringsplanen forventes helt på plads til nytår

Største udfordring er stadig at få lukket finansieringshullet, og udbuddet kan først startes når den totale finansiering er på plads. D 2/6 mødtes repræsentanter for fonden med AAA United og Magistraten for Borgerservice og Kultur, hvor vi diskuterede mulighederne for at lukke hullet. Sport og Fritid understregede at det er byrådet der afgør vores kommende ansøgning om yderligere finansiering, og at Fonden også har mulighed for at søge om garanteret lånefinansiering. AAA United og Magistraten for Borgerservice og Kultur understregede den fortsatte støtte til projektet, og ønsket om at vi kan realisere projektet så hurtigt som muligt.


Et økonomisk bæredygtigt projekt, i høj kvalitet

Sport & fritid har løbende, og som forventet, udfordret projektets økonomi, med henvisning til at kvadratmeterprisen er lidt højere end gennemsnitligt halbyggeri. På mødet d. 2/6 gennemgik vi de forskellige greb vi har taget, og at sikre forsvarlighed i projektet.

Primært er projektet reduceret fra 6000m2 til 3900m2, hvilket betyder en højere gennemsnitlig m2 pris, men til gengæld en lavere samlet pris, og en lavere byggeprocent på grunden. Endvidere, efter ønske fra Stavtrup IF, har vi besluttet at arbejde videre med en løsning med to haller, der kan adskilles. Dette gør, at det bliver en bedre oplevelse at spille to forskellige sportsgrene i de to haller, men betyder også at omkostninger til sprinkleranlæg bortfalder, samt en væsentlig reduktion af driftsomkostninger til vedligehold.

Den højere gennemsnitspris pr. m2 skyldes også at Stavtrup Kultur- og Idrætscenter ikke ”bare” bliver to haller og omklædningsrum. Vi får et professionelt køkken, fælleslokaler med mulighed for at øve musik, dyrke yoga mm.

Endeligt fastholdes den innovative tagkonstruktion, som er designet for at reducere det visuelle volumen/indtryk (det bliver ikke en grim firkantet betonklods), samt de høje forventninger til den indvendige æstetik med træloft og – beklædning, der også giver en akustik. Det betyder, at vi alt i alt skaber et unikt, smukt og behageligt samlingssted for alle i byen.


Den lokale opbakning er stadig afgørende

I dialogen med AAA United, Aarhus Kommune og Sallingfonden har det været helt afgørende, at Stavtrup selv er kommet med 4 millioner kroner, ud af de 5 millioner vi har tilkendegivet at indsamle lokalt. 4 millioner er et utroligt flot tal, og i den høje ende, når vi sammenligner os med andre projekter, og det endda i et samfund med meget lidt erhverv, sammenlignet med andre.

I efteråret 2025 genopstarter vi indsamlingen i Stavtrup. Stavtrup IF, og de fleste afdelinger, har gjort et stort arbejde og allerede indsamlet deres. Vi er ret langt ift. private donationer, men vil gerne have endnu flere med på vognen. Derudover forventer vi, at en del af den sidste million vi skal samle i Stavtrup, skal komme fra Erhvervssponsorater. Denne del bliver formentlig også lettere, når vi nu kan se lyset for enden af tunnelen. Dvs. den nuværende tidsplan tilsiger,  at vi kan gå i jorden i 2027 og ibrugtagning slut 2028.


Optimistiske og forventningsfulde hilsner, fra koordineringsgruppen og fonden for Stavtrup Kultur- og Idrætscenter,


v. Per Bo Andersen, Mikkel Stærk Dickenson, og Søren Kristiansen





תגובות


אי אפשר יותר להגיב על הפוסט הזה. לפרטים נוספים יש לפנות לבעל/ת האתר.
bottom of page