D. 9/10 2024 blev en vigtig dag for Stavtrups nuværende og kommende borgere. Efter et meget langt og grundigt forløb, godkendte byrådet lokalplan 1193 for Bispemarken. Dette er en KÆMPE vigtig milepæl for projektet, der har været drevet af frivillige i Stavtrup igennem mere end 10 år.
Stort tak til politikere, embedsfolk, arkitekter, rådgivere, donatorer og alle frivillige i Stavtrup der igennem tiden har bidraget til at vi nu er kommet hertil.
På Aarhus Kommune-TV kan man diskussion/præsentation af beslutningen, se under dagsordenens punkt 21: https://aarhus.kommune-tv.dk/watch/9152/456
Aarhus Stiftstidende har også bragt en artikel om afgørelsen: https://stiften.dk/byudvikling/flertal-for-nyt-kultur-og-idraetscenter-vi-har-ogsaa-aendret-vaesentligt-i-planen
Idag, d. 11/10 markerer vi milepælen med en øl eller sodavand i fodboldklubhuset fra kl. 15:30-17:30. Alle er velkomne. (Se opslag på Stavtrup siden)
Der er stadig spændende arbejde forude, og nu kigger vi ind i kommende prioriteter:
Borgermøde
Afholde borgermøde/åbent møde, hvor alle der har lyst kan komme og høre flere detaljer om projektet. Stavtrup Kultur- og Idrætscenter bliver for alle i Stavtrup, og vi glæder os til at vise de seneste tegninger og planer. Vi arbejder på at afklare lidt flere usikkerheder, inden vi indkalder. Forventet november/december.
Fonden for Stavtrup Kultur- og Idrætscenter
Godkendelsen af lokalplanen gør at vi nu endeligt kan etablere den erhvervsdrivende fond, som bliver bygherrer og som skal drifte hallen i fremtiden. Modellen er inspireret af, men ikke identisk med, f.eks. Lyseng Idrætscenter. Vi er i dialog med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, for at effektuere den konstruktion som vi aftalte med Aarhus Kommune m.fl. for to år siden. (Da vi forventede byrådsgodkendelsen var lige om hjørnet :-))
Finansiering
Vi betragter funding-opgaven som to klumper.
"Bidrag fra borgerne og idrætsklubben": Takket være Stavtrup IF og afdelingernes bidrag, endeløse initiativer som fyrværkeri, juletræer, flaskeboner, mm., en tidligere fond der nedlagde sig selv, sponsorater fra lokale erhvervsdrivende, samt over 100 private donationer, har Stavtrup nu samlet ca. 4 mDKK ud af de 5 mDKK som vi har oplyst på ansøgninger, at vi selv kommer med. Dette er super flot, og i den høje ende ift. hvad Aarhus Kommune ser på tilsvarende projekter. Og her skal vi gerne helt i mål de kommende måneder.
"De store": AAA United, Aarhus Kommune og Salling Fonden er dem som indtil nu har lovet at komme med den store del. Med seneste pris-estimater omkring 70 mDKK for nuværende bygningsambitioner, mangler vi ca. 10+ mDKK, dvs. vi har +75% af den samlede funding på plads, selvom vi først har fået garanti for placeringen i denne uge.
Det er super flot, men der mangler stadig nogle penge som vi har en plan for at finde.
VI HAR STADIG BRUG FOR HJÆLP TIL AT NÅ I MÅL - STAVTRUP
Justeringer og udeområder
Hallen er tegnet og regnet igennem mange gange, igennem de seneste 5 år. Vi glæder os nu til at vise hele Stavtrup tegningerne (igen), og høre om der skulle være nogle ideer vi indtil nu ikke har tænkt på.
Vi ser også frem til at diskutere planerne for udeområderne. Visionen for Stavtrups Grønne og Rekreative korridor er blevet udviklet løbende, og det er tydeligt at mange borgere i Stavtrup sætter prise på natur og adgang til naturen. Her repræsenterer Bispemarken en fantastisk mulighed for at etablere både mere natur og adgang til denne. Vi har stort fokus på at sikre sammenhæng både til Klokkedammen og Klokkeskoven, de to skoler, Fodbold-anlægget og området v. Brabrandsøen / Brabrandstien.
Trafik og vand
Fællesråd og Trafik-gruppen har gjort et flot arbejde, og sikret at kommunen har budgetteret med midler til at udvide Bispevej (i den sydlige del) og sikker overgang på Jarlsmindevej (v. Klokkedammen). Disse er "udenfor lokalplansområdet", mens parkering er indenfor (og denne suppleres af den eksisterende parkering v. fodbold)
Aarhus Kommune og Aarhus Vand har sammen dimensioneret en løsning, som de etablerer til håndtering af regnvand. Dette inkl. regnvand fra Bispevej, som pt. ikke håndteres optimalt ift. grundvandet.
Tidsplan
Det er stadig for tidligt at svare på spørgsmålet; "hvornår er hallen klar?". Det afhænger af en del forskellige ting, nogle kendte ubekendte, og sikkert også nogle ubekendte ubekendte :-) ... Vi forventer (håber) at gå i jorden i 2025, og derfra tager det ca. 1-2 år.
Jo før vi har den sidste finansiering på plads, jo hurtigere kan vi gå (rigtigt) i gang.


Herunder, billede fra salen.

Comments