Støjvolden ved Stavtrup: Ny tidsplan og ændret jordtransport
Opdateret: 24. aug.
Den 17. juni inviterede Stavtrup Fællesråd til Stavtrup Mødes med Vejdirektoratet om den kommende støjvold og støjskærm langs Aarhus Syd Motorvejen.
Tak til alle, der deltog og bidrog med spørgsmål. På mødet præsenterede Vejdirektoratet den foreløbige tidsplan og fortalte om jordkørsel, de forventede gener under anlægsarbejdet og støjafskærmningens forventede effekt.
Se Vejdirektoratets powerpoint her:
Jorden skal køres ind fra motorvejen
En af de væsentligste nye oplysninger er, at den omfattende jordtransport skal ske fra motorvejen. Jorden skal dermed ikke køres via Ravnsbjergvej og Ormslevvej som angivet i miljøkonsekvensvurderingen.


Stavtrup bliver dog ikke helt fri for anlægstrafik. Der forventes begrænset arbejdskørsel via Nordskovvej, Stavtrupvej og Ormslevvej, fordi der etableres adgang til arbejdsområdet flere steder.
Der kan desuden blive lagt jord i depot på landbrugsarealerne bag støjvolden. Denne jord skal senere anvendes igen ved Marselis Boulevard.
Den foreløbige tidsplan
De første forberedelser begynder før selve anlægsarbejdet:
Efteråret 2026: Projektet forventes fremlagt ved en besigtigelsesforretning for Ekspropriationskommissionen og de berørte naboer.
2027-2028: Arkæologiske, geotekniske og miljømæssige undersøgelser samt ledningsarbejder, oprensning af bassiner og etablering af adgang fra motorvejen.
Januar 2028: Der planlægges en ekspropriationsforretning for de berørte arealer.
2029: Arbejdet med støjvolden forventes påbegyndt.
2033: Arbejdet med støjskærmen forventes påbegyndt.
Der er endnu ikke oplyst et endeligt tidspunkt for, hvornår hele støjafskærmningen står færdig. Den præcise udstrækning kan også blive justeret efter de igangværende undersøgelser.
Støjafskærmningen i tal
Planen omfatter en cirka 1.500 meter lang og 12 meter høj støjvold samt en cirka 900 meter lang og 8 meter høj støjskærm.
Omkring 600.000 m³ jord skal håndteres i forbindelse med Marselistunnelen. Cirka 400.000 m³ forventes anvendt til støjvolden, som opbygges gradvist i takt med udgravningen til tunnelen.
Vejdirektoratets beregninger viser, at cirka 860 boliger forventes at få en hørbar støjreduktion på mere end 3 dB. Heraf forventes cirka 520 boliger at få en markant reduktion på mere end 5 dB. Omkring 750 støjbelastede boliger forventes at komme under 58 dB.
Hvilke gener kan naboerne forvente?
De planlagte arbejdstider er:
Hverdage kl. 7-18.
Særligt støjende aktiviteter på hverdage kl. 8-16.
Lørdage kl. 8-14.
Ved støjvolden forventes almindelig arbejdskørsel med lastbiler og gravemaskiner, men ikke særligt støjende anlægsaktiviteter. Når støjskærmen skal etableres, kan der forekomme støj fra ramning eller nedboring af pæle.
Anlægsarbejdet kan også give støvgener. Vejdirektoratet vil stille krav til entreprenøren så generne minimeres og vi blandt andet benytte vanding i tørre perioder.
Følg projektet
På www.stavtrup.dk/stoejvold samler Stavtrup Fællesråd løbende de oplysninger om projektet, der har særlig betydning for Stavtrup og de nærmeste naboer.


Kommentarer