top of page

Stavtrup Kultur- og Idrætscenter: En vigtig milepæl opnået og to vigtige milepæle forude

Dette indlæg blev bragt i Riposten, nr. 3, i september 2023



I maj måned var vores projekt på byrådsmødet i Aarhus Kommune og med et overvældende flertal viste politikerne i Aarhus stor opbakning til projektet. Det betyder at kommunen har igangsat den sidste høringsperiode inden placeringen ligger fast – det har vi ventet længe på, og tak for det!

Den offentlige høringsperiode er nu forlænget med ca. fem uger, og den lokale indsamling skydes i gang igen når høringsperioden er overstået.


For de fleste frivillige kræfter under Stavtrup Kultur- og Idrætscenter, har sommeren betydet pause i arbejdet med realisering af projektet. Siden borgermødet på Søholm d. 22/6 har haludvalget, stort set, holdt sommerferie indtil vi samledes igen d. 21/8.


Håndtering af regnvand er (stadig) vigtig for politisk godkendelse, milepæl 1 Og så havde vi alligevel ikke helt lang sommerferie. Det skal ikke være kedeligt at lave frivilligt arbejde, og endnu en uforudset udfordring dukkede op i juli. Naturstyrelsen har læst lokalplansforslaget, og har stillet nogle relevante spørgsmål til kommunen omkring håndtering af regnvand. Kommunen reagerede hurtigt på henvendelsen, og forlængede høringsfristen med 5 uger, for at sikre at Naturstyrelsen får de relevante svar. Det nuværende projekt sikrer grundvandet, men der skal også redegøres for hvor stor betydning det får for den eksisterende regnvandshåndtering i byen. Vi tror derfor stadig på kommunens plan for realisering, som nu siger at den offentlige høring slutter d. 22/9, derefter indstilling til endelig vedtagelse i magistrat og byråd november/december, og ikrafttrædelse d. 21/12 2023.


Lokal opbakning er vigtig for fondenes villighed til at hjælpe Stavtrup, milepæl 2 Så snart den offentlige høring er vel overstået, intensiverer vi indsatsen for at sikre den nødvendige lokale, økonomiske opbakning.

Arkitekterne er i gang med at lave et revideret skøn af udgifterne til byggeriet. Stavtrup Kultur- og Idrætscenter har allerede lovning på 53 mio DKK. Budgettet er lige nu på 63 mio DKK, og en stor del af dette hul vil blive lukket med hjælp fra fonde. Det er dog afgørende nødvendigt for dette arbejde, at vi viser lokal opbakning til projektet. Vi har budgetteret med at vi lokalt skal indsamle 3,45 mio. Fordelt på private donationer, erhvervssponsorater samt bidrag fra underafdelingerne i Stavtrup IF. Tallene fordeler sig således:

· Private donationer: 1mio kr. Indtil videre har vi indsamlet 155.000 kr.

· Erhvervssponsorater: 1,55 mio kr. Indtil videre har vi indsamlet 165.000 kr.

· Afdelingerne i Stavtrup IF: 900.000 kr. (Dette må er brudt ned i mål for hver afdeling.)


Frivillige og donationer gør en forskel ”Fonds-gruppen” er en gruppe frivillige fra Stavtrup der allerede har gjort en kæmpe indsats, og har udarbejdet de omfattende ansøgninger der har sikret os det solide niveau af finansiering vi har nu. MEN, for at de kan nå i mål med de sidste ansøgninger skal vi bevise at byens borgere og erhverv, også bakker op. Se nederst hvordan.

Stavtrup Fodbold har afholdt ”Stavtrup Cup” hvor overskuddet går til hallen, og det har indbragt ca. 37.000 tusinde kroner. Stærkt!

På facebook-gruppen ”Indsamling til Multihallen – Køb og Salg” kan man sætte ting man ikke bruger til salg, og køberen indbetaler købsprisen til Multihallen. Dette initiativ har allerede indbragt over 15.000 kr. Sejt!

Både som Erhvervssponsor og privat donator vil man have mulighed for at få sit navn på ”Wall of fame”. I første omgang online, og senere fysisk når hallen står færdig. Genvejen til at donere kan findes på: www.stavtrup.dk/kulturogidraetscenter

Hvis man gerne vil støtte med tid i stedet for kroner, kan man melde sig til frivilligt arbejde på vegne af hallen, og på den måde tjene penge til hallen og få sit navn på ”Wall of fame” hvis man ønsker. Per Lund (perlundprivat@gmail.com) koordinerer denne indsats. Skriv ham for at modtage uforpligtende information om mulighederne for giv et nap for hallen.


Venlig hilsen,

Haludvalget, v. Søren Kristiansen, Mikkel Dickenson, og Per Bo Andersen


P.S.: Lokalplansforslaget som blev præsenteret på borgermøde d. 22/6 omfatter et byggeri på op til 6000m2 ud af Bispemarkens ca. 21.000m2. Det projekt som vi arbejder på at realisere, er ca. 4.000m2 under tag.






281 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page