Stavtrup Fællesråd: Generalforsamling 2026
- Karen Yde

- for 9 timer siden
- 3 min læsning
Stavtrup Fællesråd afholder ordinær generalforsamling
Onsdag den. 4. marts 2026 kl. 19:00
i Folkehuset Stavtrup, Bispevej 70, 8260 Stavtrup
På generalforsamlingen fremsætter bestyrelsen to forslag:
Et forslag om ændring af Stavtrup Fællesråds vedtægter med henblik på fremadrettet at formalisere processen for udpegning af et bestyrelsesmedlem til Fonden Stavtrup Kultur- og Idrætscenter, samt et forslag om, at generalforsamlingen udpeger et bestyrelsesmedlem til Fonden for perioden 2026–2027.
Ud over at Fællesrådets bestyrelse vedlægger en samlet kandidatliste til den endelige dagsorden, som udsendes til medlemmerne senest 8 dage før generalforsamlingen, vil bestyrelsen løbende opdatere denne side med indkomne kandidaturer.
Baggrund
Stavtrup Fællesråd skal i henhold til Fonden Stavtrup Kultur- og Idrætscenters vedtægter udpege et bestyrelsesmedlem til Fondens bestyrelse i lige år. I 2026 skal der således udpeges et bestyrelsesmedlem til fondsbestyrelsen. Hidtil har denne udpegning ikke været understøttet af en formaliseret proces eller fastsatte kriterier.
Disse forhold ønsker Fællesrådets bestyrelse nu at formalisere af hensyn til demokrati, legitimitet og transparens og for at fremtidssikre en klar og tillidsvækkende proces for udpegningen. Bestyrelsen foreslår derfor, at udpegningen af et bestyrelsesmedlem til Fonden fremover forankres i Fællesrådets generalforsamling.
Da Fonden afholder sit årlige regnskabsmøde inden d. 31. marts, skal udpegningen fra Fællesrådet ske inden denne dato i lige år. For at sikre rettidig udpegning foreslås en række ændringer til Fællesrådets vedtægter, navnlig vedrørende tidspunkt for generalforsamling, frister for medlemskab, kontingentbetaling og proces for udpegning.
Fællesrådets bestyrelse foreslår, at bopæl i Stavtrup fastsættes som kriterium for udpegning. Formålet hermed er at sikre også fremadrettet, at det bestyrelsesmedlem, der udpeges af Fællesrådet, har lokal forankring og dermed et tæt kendskab til lokalsamfundet samt en naturlig tilknytning til fondens formål og virke i Stavtrup.
Fondens bestyrelse har behov for forskellige kompetencer afhængigt af projektets fase, og det vil derfor variere, hvilke profiler der er mest hensigtsmæssige. Fællesrådets bestyrelse anbefaler derfor, at der ikke fastsættes yderligere betingelser ud over lokal forankring. Aktuelt har Fonden fokus på byggeproces og økonomi, mens der på et senere tidspunkt forventes behov for fokus på drift og ledelse af Kultur- og Idrætscenteret.
Fonden har tegnet en bestyrelsesansvarsforsikring. Hvis der er kandidater, som ønsker at høre nærmere om Fondens bestyrelsesarbejde og det ansvar, der er forbundet hermed, inden de tager stilling til et eventuelt kandidatur, er de velkomne til at kontakte Advokat Søren Skov, mail: ssk@holst-law.com, eller Fondens bestyrelsesformand, Søren Kjærgaard Kristiansen, tlf.nr. 50 96 52 14, mail: sor@sorthco.dk.
Fællesrådets bestyrelse henstiller til, at eventuelle kandidater tager højde for Fondens aldersbestemmelse, hvorefter bestyrelsesmedlemmer skal fratræde senest ved udgangen af den måned, hvor de fylder 70 år.
Proces for udpegning
Fællesrådets bestyrelse lægger op til følgende proces: at kandidater skriftligt indsender deres kandidatur til bestyrelsen senest 14 dage forud for generalforsamlingen via faellesraad@stavtrup.dk, gerne ledsaget af en kort motivation og evt. et billede, hvorefter bestyrelsen vedlægger en samlet kandidatliste til den endelige dagsorden, som udsendes senest 8 dage før generalforsamlingen. Bestyrelsen anbefaler, at den foreslåede proces så vidt muligt anvendes allerede i forbindelse med årets udpegning.
Dagsorden med tilhørende bilag kan læses her: https://www.stavtrup.dk/filer/8964331f-6053-45cb-a30b-e32b4932189b
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Stavtrup Fællesråd
Kandidater til bestyrelsen, Fonden Stavtrup Kultur- og Idrætscenter:
Søren Kjærgaard Kristiansen

Jeg er i dag formand for fonden og den af de nuværende medlemmer der har været med i længst tid – siden 2018.
Fonden er bygherre for projektet og er pt. i en kritisk periode hvor mange væsentlige beslutninger skal træffes.
Udover at jeg generelt bidrager ind i projektet og tager ansvar der hvor det kræves har jeg bidraget til at vi løbende har kunne besætte diverse udvalg med kompetente specialister som bidrager med deres styrker ind i projektet. Det kunne være udvalg indenfor: Jura, Økonomi, Fondsansøgning og Byggeteknik.
Jeg stiller op og præsenterer projektet for alle der vil høre om det og er på mange måder blevet ansigtet udadtil og vil sætte stor pris på at få lov at gøre arbejdet færdigt og være med til etableringen af faciliteten.
Mange hilsner
Søren


Kommentarer