Stavtrup får en byskitse
- Karen Yde
- for 2 dage siden
- 2 min læsning
Opdateret: for 2 dage siden
Aarhus kommune igangsætter arbejdet med en strategisk plan for Stavtrup i form af en byskitse. Det er en glædelig nyhed, for det betyder, at vi nu får mulighed for at sætte retning for den fremtidig udvikling af vores lokalområde - med afsæt i Stavtrups
egne kvaliteter og behov.

Hvad er en byskitse?
En byskitse er en strategisk, langsigtet plan, der peger mange år frem og beskriver, hvordan bymidten og nærområderne i en oplandsby kan udvikles. Det handler ikke nødvendigvis om vækst i udvidet form, men om byforbedring, omdannelse, bevaring af værdifulde træk og løft af bykvalitet.

Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, siger om byskitser: ”For mig handler det om at tage ansvar for det nære – og skabe løsninger, der genererer værdi og styrker hverdagslivet dér, hvorborgerne lever det. Med byskitserne lægger vi en strategisk retning for, hvordan bymidter og nærområder kan udvikles med respekt for det lokale særpræg og i tæt samspil med borgerne. I Stavtrup har borgerne allerede vist et stærkt lokalt engagement, og jeg ser med stor forventning frem til det resultat, der kan opstå, når det lokalkendte forenes med Teknik og Miljøs faglige indsigt. Det er netop gennem lokalt forankrede beslutninger og stærke fællesskaber, at vi skaber kvalitet, tryghed og trivsel i hverdagslivet”
Et godt hverdagsliv
Lokalområdet danner rammen om hverdagen og fællesskabet – hvor vi handler, dyrker idræt, mødes uformelt og lever livet tæt på hinanden. Med 15-minutters byen som princip arbejder Aarhus Kommune for, at hverdagen skal kunne leves lokalt. Byskitsen skal derfor ikke kun sætte retning for nyt, men også styrke det, der allerede binder os sammen.
En vision for udvikling af Stavtrup
Det er vigtigt, at Stavtrup udvikler sig i en sammenhængende og gennemtænkt retning, der tager afsæt i borgernes ønsker og styrker lokalsamfundets rammer og livskvalitet. Fællesrådet er derfor glade for, at Stavtrup er blandt de første bydele i Aarhus Kommune, hvor der skal udarbejdes en byskitse i forbindelse med den kommende kommuneplan. Siden 2022 har Fællesrådet faciliteret en proces med drøftelser under Stavtrup Mødes aftner, hvor centrale temaer som byudvikling, foreningsliv, trafik og støj, natur og bæredygtighed samt frivillighed og civilsamfundet er blevet drøftet. Dette arbejde danner nu et vigtigt afsæt for Fællesrådets input til byskitsen.
Din stemme er vigtig
Det næste skridt i processen bliver en spørgeskemaundersøgelse, som Aarhus Kommune sender ud via e-Boks til alle husstande i Stavtrup samt til de lokale virksomheder. Her får du mulighed for at dele dine erfaringer, ønsker og idéer til, hvad der gør Stavtrup til et godt sted at bo – og hvordan vi i fællesskab kan styrke og udvikle vores lokalområde
med blik for både nutidens behov og fremtidens muligheder.
Fællesrådet opfordrer alle til at tage sig tid til at besvare spørgeskemaet. Dine input er vigtige – de bidrager direkte til udformningen af byskitsen og den fremtidige udvikling af vores lokalområde.
Comments