Byskitse fase 2
- Karen Yde

- for 11 timer siden
- 1 min læsning
Arbejdet med Byskitse for Stavtrup går nu ind i fase 2. Fra 11. september til 4. oktober 2026 kan borgere og lokale virksomheder være med til at prioritere de temaer, problemer og løsninger, der skal indgå i det videre arbejde med Stavtrups udvikling.
Du behøver ikke have deltaget i fase 1 for at deltage nu.
I første fase af spørgeundersøgelsen, som blev gennemført i 2025, kom der en lang række input fra borgere og virksomheder om Stavtrups kvaliteter, udfordringer og muligheder.
Nu skal vi et skridt videre.
Hvad skal der ske i fase 2?
I fase 2 bliver deltagerne præsenteret for en række udsagn, der bygger på input fra den første fase og det øvrige lokale arbejde med Stavtrups udvikling.
Opgaven er at prioritere udsagnene efter, hvad du mener er vigtigst for Stavtrup.
Formålet er både at få et billede af, hvilke emner der prioriteres højest, og at få øje på de forskellige perspektiver og prioriteringer, der findes blandt borgere og virksomheder i lokalområdet.

Hvorfor er din deltagelse vigtig?
Byskitsen skal være med til at sætte en langsigtet retning for Stavtrup. Den kan blandt andet få betydning for arbejdet med byudvikling, trafik og forbindelser, natur og grønne områder, lokale mødesteder, foreningsliv og andre forhold, der har betydning for hverdagen i Stavtrup.
Derfor er det vigtigt, at så mange forskellige perspektiver som muligt kommer med.
Fristen for at deltage er søndag den 4. oktober 2026.
Stavtrup Fællesråd følger arbejdet med byskitsen og orienterer løbende om processen og de næste skridt her på stavtrup.dk/byskitse



Kommentarer